søndag den 20. marts 2011

42 år og stadig helt umulig....

I hvert fald, hvis man spørger min datter på 14 år (15 år i næste måned)
Jeg er simpelthen både pinlig og umulig at shoppe med. Først går jeg i vejen, så blander jeg mig for meget, så kommer jeg til at spørge en dame i butikken om hjælp....- Hold da op hvor er jeg pinlig. Faktisk så kan hun, min datter jo godt selv. Så hvis jeg lige vil lade hende finde det hun søger alene, så vil det være fint.
Nå men det gør jeg da så bare, no problemo....Problemet er bare, at jeg så var gået for langt væk, for da hun er i prøverummet skal hun faktisk have hjælp.
Min hjælp (det hører jeg ikke), for gud skyld da ikke ekspedientens hjælp.

Jeg bliver kaldt til prøverummet, hvor jeg dog godt kan bruges til at stå foran den lille bitte sprække der er, så man kan se ind i prøverummet, hvis man anstrenger sig for det og bukker sig ned og lurer ind, med det ene øje.
Det må ikke ske og det er da også ganske sansynligt, at nogen skulle finde på det. Og så er det da meget godt, at have en mor med. Når bare hun står der og spærrer og tier stille.

Heldigvis klarede vi det, min datter fandt hvad hun søgte og humøret steg til skyhøje vidder. Stakkels pige...Tænk at hun har sådan en pinlig mor.

1 kommentar:

  1. Hej Heidi. At mor er pinlig kender jeg kun alt for godt. Min datter har været på samme måde, men nu er hun snart 19 år, og jeg kan trøste dig med at det forandrer sig. Nu vil min datter gerne have min hjælp, og det kan da godt være jeg er pinlig en gang imellem, men det er blevet meget bedre. Jeg arbejder også i en børnehave, så jeg synes din blog er interessant for mig, så jeg sætter mig lige på som fast læser. Du er velkommen til at kigge ind til mig.

    SvarSlet